Elite

FIF Hillerød Orientering har en meget synlig fod-O elite.

I 2023 har vores elite opnået 13 medaljer til danske mesterskaber med Niels Elton Jokumsen i H-16 klassen som topscorer med en medalje på hver eneste af årets individuelle distancer.

Internationalt var Cecilie Friberg Klysner og Nicoline Friberg Klysner samt Jacob Steinthal på landsholdet til VM i Schweiz med damestafetholdets 6. plads (med Cecilie Friberg Klysner på holdet) som et resultatmæssigt højdepunkt. De samme tre var også med på holdet til EM i Italien, og til World Cup løbene i Norge og Tjekkiet blev de suppleret med Annika Simonsen og Malte Kjær Hemmingsen.

På juniorsiden repræsenterede Sigrid Høyer Staugaard Danmark ved Junior VM i Rumænien og flerlandskampen i Schweiz, og Niels Elton Jokumsen var vores repræsentant ved Ungdoms Europamesterskaberne i Bulgarien.

Men klubbens mest imponerende resultater skal vi igen finde i Mountain Bike Orientering, hvor Nikoline Holm Splittorf, foruden at sikre sig DM medaljer, hjembragte 3 VM-medaljer (1 guld, 1 sølv og 1 bronze) samt 2 Europamesterskabsmedaljer (1 guld, 1 sølv). Og som prikken over i-et blev hun den samlede vinder af World Cuppen. Her har vi en verdensstjerne.

I 2024 vil vi fortsat have Nikoline Holm Splittorf fuldt satsende på verdensklasse MTBO-plan.

I fod-O har man på grund af mindre tilskud fra Team DK måttet slanke landsholdstrupperne. Alligevel er vi flot repræsenteret. Cecilie Friberg Klysner og Nicoline Friberg Klysner har valgt at stå udenfor landsholdet, men satser stadig på at kvalificere sig til de store mesterskaber – og det vil ganske givet lykkes dem. Annika Simonsen og Jacob Steinthal er begge i landsholdstruppen, Sigrid Høyer Staugaard i U-20 landsholdstruppen og Niels Elton Jokumsen på U-18 landsholdet.

Det er klubbens mål, at vi kan inspirere og støtte vores mest ambitiøse løbere, så vi fortsat kan være en betydende faktor i dansk orienterings elite.

Elitepolitik

Elitepolitikken beskriver de overordnede retningslinier, hvorunder elitearbejdet drives i klubben.
 

Målgruppe

Definitionen på en eliteløber i klubben er, at løberen stræber efter stadig forbedring og sigter sin satsning mod landsholdsaktiviteter og er i alderen mellem 15 og 35 år.

En løber, der ønsker at blive betragtet som eliteløber, fremlægger en plan for sin nationale og internationale satsning for klubbens bestyrelse inden 1. februar i aftaleåret.

Det er herefter bestyrelsens beslutning, om ansøgeren kan betragtes som eliteløber det pågældende år.

Formål

Elitearbejdet skal sikre, at klubbens bedste løbere får mulighed for at udvikle sig videre gennem at dyrke o-løb på højeste plan med de bedste trænere, og at de motiveres til at yde den ekstra indsats, som kan bringe dem op i den danske elite. Desuden skal det sikre, at løberne får mulighed for at deltage på kvalificerede hold i de største nationale og internationale konkurrencer.

Elitearbejdet skal sikre en bred gruppe af eliteløbere, der kan;

  • markere klubben sportsligt i Danmark samt internationalt
  • profilere klubben i lokalsamfundet for at lette sponsorarbejde m.m.
  • virke som inspirerende idoler for de yngre løbere

Prioritering

Idet eliten typisk får deres primære træningstilbud gennem forbundet, skal klubben yde økonomisk støtte til eliteløberne, så de får mulighed for at bruge mest mulig tid på træning.

Desuden skal klubben tilbyde personlig vejledning gennem gruppen af tidligere eliteløbere.

Kommunikation

Godkendes ansøgeren af klubbens bestyrelse som eliteløber, underskriver eliteløber og eliteudvalgsformand en kontrakt, der præciserer hvilke midler, klubben stiller til rådighed for eliteløberen, og hvilke forpligtelser, eliteløberen har overfor klubben.

Kommunikationen mellem eliteløber og klubbens bestyrelse varetages af eliteudvalget og eliteløbernes repræsentant.

Indhold