Konkurrencer
I Danmark arrangeres der årligt omkring 150 konkurrencer/åbne stævner, der optages på forbundets stævnekalender. Disse stævner er åbne for alle medlemmer af klubber under Dansk Orienteringsforbund.
De fleste konkurrencer afholdes i foråret (marts – juni) og efteråret (august – november), hvor der næsten hver weekend vil være mulighed for at deltage i et orienteringsstævne et sted i på Sjælland eller i den øvrige del af Danmark.
Orientering er som idrætsgren kendetegnet ved at der er tilbud til alle og at sporten kan udøves uanset alder, fysiske formåen og kunnen. Dette er også afspejlet i den måde der løbes konkurrencer på.
Når der løbes konkurrencer, så er deltagerne inddelt i klasser efter deres alder, køn samt tekniske formåen. Der er således klasser for børn fra førskolealderen til deltagere over 80 år. Du vil således altid kunne deltage i en konkurrence med andre på samme tekniske og fysiske niveau som dig selv.
Stævneplads og løbsområde
Stævneplads og løbsområdet er fælles for alle, hvilket gør orientering til en oplagt familiesport, hvor hele familien kan tage afsted sammen til konkurrencer/åbne stævner og være sammen før og efter løbet.
De fleste konkurrencer foregår med individuel start, hvor arrangørklubben har lavet en startliste, så man nogle dage i forvejen kender sin helt præcise starttid. Men der er også stafetstævner, hvor du kan konkurrere med klubkammeraterne, og så er der de årlige divisionsmatcher, der indgår i den landsdækkende Danmarksturnering, her deltager hele klubben som et hold.
Tilmelding til konkurrencer
Tilmelding til de åbne løb sker via Internettet på www.o-service.dk. Du får automatisk et password tilsendt til O-service, når du melder dig ind i klubben. Stævnekalenderen er ligeledes tilgængelig på www.o-service.dk hvor du også finder links til konkurrencernes hjemmesider med informationer om de enkelte løb.
De åbne stævner afvikles normalt med første start kl. 10 om søndagen eller lørdag kl. 13.00.
For ikke-medlemmer og nye medlemmer, der ønsker at prøve orientering, er der ved de fleste stævner mulighed for at købe en start i en åben klasse på stævnedagen uden forhåndstilmelding. Det koster dog lidt ekstra. Du kan også forhåndstilmelde dig til de åbne klasser via O-service.
Sværhedsgrader ved konkurrencer
Orientering er en enkel men teknisk betonet idræt. Netop det tekniske er den største fascination og samtidig den største udfordring ved sporten.
For at sikre en fair balance imellem fysisk styrke og orienteringsteknisk kunnen, er der opstillet et regelsæt med sværhedsgrader. Udfordringen på en orienteringsbane udtrykkes således dels ved banens længde målt i luftlinie, men også ved den farvekode, der tildeles og som fortæller om banens sværhedsgrad.
Farvekoderne er:
Som begynder bør du ikke tage en for svær og lang bane. Selvom din fysiske træning er til at løbe maraton, er sværhedsgraden i orientering afgørende for din personlige succes. Vælg en bane med passende sværhedsgrad og læg selv lidt løbetræning i skoven oveni, hvis du synes at turen var for kort.
Discipliner
Der findes følgende konkurrencediscipliner:
- Lang
Orientering med normal banelængde for alle aldersgrupper. Banen skal være varieret og stille krav om brug af flere forskellige typer af orienteringsteknik. Denne disciplin nævnes først, da den af orienteringsløbere bliver anset for at være den “klassiske” distance. - Mellem
Orientering på en kortere distance af Lang. Banen skal være orienteringsteknisk krævende med mange poster og retningsskift. Vindertider mellem 25 og 35 minutter for alle klasser. - Sprint
Sprint er orientering, der afvikles i byer, parker eller bynær skov. Banen er intensiv på bare 1.9 – 2,1 km med mange poster, modløb og retningsskift. Kortet til disse konkurrencer er i stor målestok på 1:4.000-1:5.000, og med lidt særlige signaturer. Vindertider mellem 12 og 15 minutter for alle klasser. - Stafet
Orientering med 2-10 deltagere pr. hold. Stafet har samlet start, men banerne har indlagte “gaflinger”, der sikre at du ikke bare kan følge med de andre. Disse gaflinger udlignes over de forskellige ture, så alle hold i mål har løbet præcis lige langt og har haft de samme poster og delstræk, men ikke nødvendigvis på samme tid. Der er samlet start, så første hold i mål er vinder. - Ultralang
Orientering med vindertider som er noget længere end en lang distance. Der lægges vægt på lange stræk og få poster, så vejvalgene og udholdenhed bliver det udslagsgivende. Der kan være samlet eller individuel start. - Nat
Natorientering bliver afviklet efter mørkets frembrud. Deltagerne anvender under løbet pandelamper. Posterne er i skoven markeret med refleks. - Hold
Forbundet afvikler hvert år en landsdækkende Danmarksturnering for klubhold. Via et pointsystem bliver de indbyrdes divisionsmatcher mellem holdene afgjort. Divisionsmatcherne er lagt ind i de regionale stævner, hvor 4 klubber fra samme en kreds indbyrdes mødes og kæmper om løbs- og matchpoint. Danmarksturneringen er meget populær og afsluttes med slutrunder, der afgør op- og medrykning samt en finalerunde, der afgør DM hold. I finalen deltagelse de 2 bedst placerede klubhold fra hver af de 3 kredse. - MTB_O
Orientering på cykel. Mountainbike orientering er en forholdsvis ny disciplin i Danmark. Disciplinen har længe været på programmet for IOF og er nu organiseret i Danmark under DOF. Deltagerne skal følge sti og vej. Cyklen må ikke forlades under konkurrencen. På styret af cyklen er der monteret en kortholder. Den gør det muligt at vende kortet rigtigt og læse det, imens du cykler.
Til MTB-O bruges kortet i 1:15.000 eller 1:20.000. Der benyttes en særlig kortnorm, hvor de for MTB-O vigtige detaljer er fremhævet. Distancerne i MTB-O varierer fra ca. 10 – 30 km. Der arrangeres mellem 8 og 10 stævner i Danmark årligt. - Trail-O
Trail orientering, der på dansk også kaldes præcisionsorientering, dyrkes i Danmark hovedsageligt af personer med fysiske handicap. En rute på veje og store stier følges rundt i skoven. På ruten stopper deltageren ved afmærkede kontrolpunkter. Ved hvert kontrolpunkt er der synligt inde i terrænet opsat flere poster. Det er her opgaven ud fra kortet at udpege, hvilken af postafmærkningerne i terrænet, der er den rigtige. På enkelte poster har tiden, der bruges på at løse opgaven, betydning. Læs mere her www.trail-o.dk - Etapeløb
Et etapeløb er en konkurrence, hvor tiderne sammentælles over flere dage og udgør et klassement. Konkurrence afsluttes den sidste dag med jagtstart, hvor den førende deltager i klassen starter først. De følgende deltagere starter i placeringsrækkefølge og med en forsinkelse, der er afpasset efter den tid de har opnået efter de første etaper. Første deltager i mål er vinder. Der afholdes ikke mesterskaber i disciplinen, men hvert år er der store nationale og internationale begivenheder efter dette koncept. Mest kendt er O-ringen i Sverige, der samler mere end 10.000 deltagere hvert år. I Danmark er Påskeløbene med ca. 2.000 deltagere det største arrangement.