Sæson opstart

I FIF Hillerød Orientering træner vi orientering hver tirsdag uden for ferierne.

Vi kalder træningerne åbne træninger, da også nye løbere og løbere fra andre klubber må deltage. Vi har jo posterne i skoven, så de skal jo bruges!

Træningerne uden for ferierne i det kommende efterår er helt frem til jul, hvor vi holder efterårsferie den 14. oktober. Sidste træning inden jul er den 16. december, og første træning efter nytår er den 6. januar.

Vi er gode til at arrangere flere træninger, og disse annoncerer vi løbende (bl.a. i disse søndagsmails til alle aktive i klubben). Hvor vi fx også kommer med ekstra træninger i ferierne, og når mørkesæsonen går i gang efter efterårsferien, så arrangerer vi også træning i dagslys, forventeligt i samarbejde med Allerød Orienteringsklub. Mere herom i løbet af efteråret.

Træningerne annoncerer vi også på Facebook, og når tastet der, så samler vores egen hjemmeside træningerne op, hvor de publiceres i vores kalender. Se vores Facebook på https://www.facebook.com/fiforientering, og vores egen webkalender på https://info.fiforientering.dk/kalender/.

Måtte man ikke bruge Facebook, så skal man blot finde træningerne på vores web.

Træningerne bliver organiseret af vores dygtige og kompetente trænere:

Lars Hem Simonsen er vores cheftræner og planlægger alle vores træninger. Planlægningen omfatter fx banelægning og indhentning af skovtilladelser, hvor vi oftest har syv baner hver tirsdag i forskellige skove og byområder i eller omkring Hillerød. Som træner har Lars ansvaret for alle vores seniorer og voksne løbere fra 17 år og op, hvor Lars blandt andet sørger for, at vi kommer ud på en bane der passer os på dagen, og også at vi er tilbage igen, senest kl. 18.45.

Rune Monrad og Rikke Monrad træner vores unge, som er alle jer, der er i aldersgruppen 11-16 år. Rune og Rikke har virkelig godt fat i vores ungegruppe, hvor de sikrer god spændende orienteringstræning og også fysisk træning. Det sociale liv ved siden af træningen er også vigtigt, og Rune og Rikke er gode til at afholde fx filmaftener i vores klubhus, Kompashuset.

Børnegruppen (6-11 år)har en alder, hvor vi kombinerer orientering med leg og vi kombinerer leg med orientering. Holdet bag børnegruppen er Anne Konring Larsen, og i løbet af sommeren har vi fået tre nye børnetrænere med på holdet: Camilla Orry Bachhausen, Ditte Finkas Damgaard og Ditte Schneidermann. Velkommen ombord – vi glæder os til samarbejdet 🙂. Anne, Camilla, Ditte og Ditte deler tirsdagene op mellem sig, så vi vil ikke møde alle fire trænere hver tirsdag.

Omkring trænerne har vi et godt solidt hold, der sætter poster ud inden tirsdagens træning, samler dem ind igen senest torsdagen efter træningen, og hertil har vi en assistent til træningerne, der bistår Lars og det øvrige trænerhold med al den hjælp vores trænere skal have.

Kristian Deiborg

Via O-Service (rettet: editor)