FIF Hillerød Orientering har en lille, men meget aktiv elite. Vi ser dem måske ikke så ofte, fordi en god del af dem bor langt fraHillerød. De holder imidlertid trofast fast i deres FIF-medlemskab.
Klubben besøgte i marts vores Göteborg baserede løbere, som havde arrangeret nogle spændende og udfordrende træninger i deres nærskove.
Tilsammen har eliten i 2024 opnået 18 medaljer til danske mesterskaber i klasserne D/H18 til og med D/H
21.
Det blev til førstepladser for Niels Elton Jokumsen i H18 ved DM-ultralang, Gustav Holmberg i H20 ved DM-ultralang, til Sigrid Høyer Staugaard i D20 ved DM-lang og DM-sprint, til Annika Simonsen i D 21 ved DM-lang, til Jacob Steinthal i H 21 ved DM-sprint og endelig til vores D 21 hold ved DM-stafet (og med lidt held
havde vi også vundet H 21).

Til vores vinderhold ved DM-hold sørgede de også for at hente mange vigtige point til klubben. Internationalt var Jacob Steinthal på landsholdet til sprint-VM i Edinburgh. Annika Simonsen var på holdet til EM i Ungarn, og til World Cup løbene i Schweiz og Italien blev hun suppleret med Nicoline Friberg Klysner og Jacob Steinthal.
På juniorsiden repræsenterede Sigrid Høyer Staugaard og Niels Elton Jokumsen DK ved Junior VM i Tjekkiet.
Men klubbens helt store stjerne er stadig Nikoline Holm Splittorff i Mountainbike Orientering. Foruden at sikre sig DM-medaljer, hjembragte hun igen 3 VM-medaljer (2 guld og 1 bronze) samt 2 Europamesterskabsmedaljer af guld. Og som prikken over i-et blev hun igen den samlede vinder af World Cuppen. Her har vi en verdensstjerne. Og hun er fuldt motiveret for at slå til ved VM i 2025.

Cecilie Friberg Klysner har efter lang og tro tjeneste besluttet at stoppe landsholdssatsningen, men meldes stadig i rigtig god form, så vi kan sikkert fortsat regne med, at hun kan hjælpe med at sikre klubben gode resultater.
I 2025 vil Nicoline Friberg Klysner stå udenfor landsholdet, men vil stadig satse på at kvalificere sig til de store mesterskaber – og det vil ganske givet lykkes.
Annika Simonsen er i DOF’s landsholds Elitegruppe, Jacob Steinthal i U-23 gruppen, Sigrid Høyer Staugaard i U-20 gruppen og Niels Elton Jokumsen i U-18 gruppen.
Det er klubbens mål, at vi kan inspirere og støtte vores mest ambitiøse løbere, så vi fortsat kan være en betydende faktor i dansk orienterings elite.